Bengal hungersnød var en alvorlig hungersnød, der opstod i den britiske indiens Bengalprovins i 1943 under anden verdenskrig. Det anslåede antal ofre, der udgjorde dødsfald på grund af sygdomme, sult, befolkningsforskydning, underernæring, mangel på lægehjælp og usundhedsmiljøet, anslås til 2.1 mio. Med sygdomme som dysenteri, malaria, kala-azar, kopper og kolera overvældede bengalsk svampe borgerne, ramte store dele af økonomien og det sociale stof, hvilket yderligere øgede ulighederne.
Baggrund
Bengal blev beskrevet som "et land for risproducenter og risere", da ris dominerede landbrugsaktiviteter i provinsen udgør omkring 75% af de høstede afgrøder. Ris dyrket i Bengal tegnede sig for næsten 88% af provinsens arablejord og producerede en tredjedel af risen i Indien. I løbet af denne tid kom ca. 75% til 85% af det daglige fødevareforbrug fra ris. Fisk var den anden store fødekilde, plus små mængder hvede, og forbruget af andre fødevarer var forholdsvis lavt. Risafgrøder i bengal er opdelt i tre sæsonafgrøder, hvoraf det vigtigste er vinter amanafgrøden. Afgrøden tegner sig for over 70% af ris vokset om et år og dyrkes mellem maj og juni og høstes derefter i november og december. Aush eller vinterafgrøden er næststørste risafgrøde, der tegner sig for over 20% af årets høst. Endelig udgjorde bor, også kendt som forårskultur, små mængder høst. Det antages, at en dårlig produktion af ris i 1942 under den uhyre vigtige aman sæsonmæssige høst fører til bengalsk hungersnød.
Hovedårsager
Bengals økonomi var overvejende agrar, og mellem halv og tre fjerdedele af befolkningen var afhængig af subsistens landbrug. Nogle af de bagvedliggende årsager til den bengalske hungersnød omfattede tæt befolkning, ineffektiv landbrugspraksis og nedbondring på grund af landgreb og gældsbinding. Andre årsager omfattede naturkatastrofer, krigspåvirkning, tab af import på grund af den japanske besættelse af Burma, forstyrrelsen af transportsystemerne og provinsens markedsforsyninger. Der var også høje niveauer af inflation, mislykkede politikker, hamstring, krigsoverskud og spekulation.
Regeringsbidrag
Ud over ovenstående faktorer investerede regeringen også meget i landets militær. Højt prioritet blev givet til forsvars- og militærtjenester på bekostning af tildeling af lægehjælp og mad til de fattige bor i landdistrikterne. Der var også begrænsninger for indenlandske kilder af de nødsituation mellem provinsielle handelshindringer, afkrydset tilgængelighed til internationale kilder af Storbritanniens War Cabinet og restriktioner for tilgængelige korn, der sammen med de øvrige faktorer, der bidrog til krisen, resulterede i dødsfaldet af mange mænd, kvinder og børn.
Propaganda
Den baltiske regering var langsom til at forsyne de berørte med den nødvendige humanitære bistand. I starten forsøgte regeringen at bruge propaganda til at modvirke hamstring, inden man forsøgte at reducere prisen på ris gennem forskellige indkøbs- og priskontrolordninger. Disse forsøg har kun ført til, at sælgere tilbageholdte deres produkter og et blomstrende sortmarked, der yderligere øgede omkostningerne ved ris efter prisreguleringen mislykkedes. Regeringen valgte at tilbyde nødhjælp i form af landbrugslån, testværker og gruelkitchens, som var ineffektive og kun forværrede fødevaresituationen. Selvom landet var udstyret med en detaljeret hungersnødskode, der kunne give betydelige stigninger i bistanden, erklærede Bengals provinsregering ikke officielt en hungersnødstilstand. Militæret tog kontrol over krisen i oktober 1943, og dermed voksede nødhjælpsindsatsen. Men bengal modtog mere effektiv hjælp efter en forbedret rishøst i december samme år, hvilket førte til et fald i antallet af dødsfald forårsaget af sult.
Socioøkonomiske virkninger
Den bengalske hungersnød accelererede kraftigt eksisterende niveauer af socioøkonomisk ulighed og fattigdom, ødelagde Bengals økonomi og sociale stof og ødelagde millioner af familier. En anden observerbar effekt var salg af aktiver til mad. Der var det hidtil usete antal småbønder, der solgte eller pantsatte deres jord, helt eller delvist, for at redde sig selv. Som følge heraf er næsten 1.6 millioner familier, som er ca. ¼ af dem, der havde gårde før famime, enten solgt eller pantsat deres gårde.
