Hvad Er Den Europæiske Union (Eu)?

Oversigt

Den Europæiske Union (EU) er den nuværende tilstand af det såkaldte "Europæiske Fællesskab", som har udviklet sig i de sidste syv årtier efter Verdenskrig 2, en affære, der hærgede det europæiske kontinent. Den Europæiske Union, enten direkte gennem sig selv eller gennem dets sammenslutninger og / eller tilknyttede organer, har som mål at regulere og fremme den økonomiske forbedring af dets nationale og multilaterale markeder, beskytte menneskerettighederne, udøve civil og social retfærdighed og øge lethed og effektivitet i kapitalbevægelser, varer, tjenesteydelser og mennesker på tværs af landets grænser. Fra og med den "Indre Seks" i 1950'erne har EU løbende udvidet siden for at nå frem til en zenith af 28-medlemsstater, der blev reduceret til 27 med afgang fra Det Forenede Kongerige efter en national folkeafstemning i juni 23, 2016.

EU's bestående organer

Rådet for Den Europæiske Union

Representerer de kollektive udøvende regeringer i de enkelte medlemsstater.

Den Europæiske Unions Domstol

EU's retsinstans.

Centralbank

Udsteder euroen og administrerer pengepolitikker for lande, der bruger det.

Europa-Kommissionen

Opretholder og gennemfører traktater og beslutninger, foreslår lovgivning og administrerer daglige anliggender for EU-virksomhed.

Det Europæiske Råd

De kollektive statsoverhoved for EU-medlemmer, Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand.

Den Europæiske Revisionsret

Undersøger og reviderer EU's budget.

Europa-Parlamentet

Direktevalgt del af EU's lovgivende organ, der arbejder sammen med Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union.

Historisk baggrund og formation

Året 1945 så slutningen af ​​den dødbringende episode i menneskets historie: Verdenskrig 2. For mange ledere i hele Europa og rundt om i verden blev det tydeligt, at denne tragiske ødelæggelse opstod i store fra århundreder lange præcedenser af forankret fremmedhad og militant nationalisme. Faktisk var både Mussolini i Italien og Hitler i Tyskland kun i stand til at se deres respektive stigninger til magten blive til gavn ved at sprede frygt og mistillid blandt deres landsmænd med hensyn til andre lande og endda medlemmer af ikke-dominerende mindretalskulturer inden for deres eget. Som følge heraf begyndte flere nationale ledere fra hele denne nye postkrigskrig 2 Europe at arbejde sammen for at finde løsninger, som ville øge samarbejdet og tilliden mellem andre europæiske lande. Samtidig blev Sovjetunionen og andre socialistiske republikker overalt i Europa og hinsides i stigende grad trukket mod kapitalistiske lande i en ny "Cold War", en ideologikrig mellem markedsøkonomier og kommunisme.

Paris-traktaten (1951)

I april 18^th, 1951, Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland underskrev traktaten af ​​Paris. Disse "indre seks" nationer var først og fremmest hensigter om at dele naturressourcer, der blev brugt inden for tung industri, og traktaten gav effektivt anledning til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Implikationerne var imidlertid betydeligt mere vidtrækkende, da dette økonomiske samarbejde viste sig at åbne flere døre end nogensinde før for diplomatiske forbindelser mellem nogle af Europas og verdens førende industrialiserede lande. Dette var begyndelsen på, hvad der ville blive EU, som vi nu ved det.

Rom-traktaten (1957)

På 25^th i marts, 1957, de samme seks nationer, der havde dannet Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, kom igen sammen for at styrke deres multilaterale obligationer. Ved at strategisk minimere told i forbindelse med samhandelen mellem nationerne tillod denne nyudvidede organisation, nu kendt som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), friere bevægelser af mennesker, investeringer, ydelser og varer importeret og eksporteret mellem landene. Traktaten var også et stort skridt i retning af muligheden for at skabe multinationale sociale politikker og programmer for at forbedre menneskers liv inden for og tværs af disse nationer 'nationale grænser.

Udvidelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)

Efter et årti og en halvtallet af generelt positive udviklinger mellem EØF og dets oprindelige indre seks, klagede andre førende europæiske økonomier i stigende grad til at deltage i de potentielt fordelagtige og vidtrækkende resultater for sig selv. Som verden hilste på et nytårs fejring på januar 1^st, 1973, hilste EØF tiltrædelsen af ​​tre nye medlemmer: Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige. 1980'erne oplevede yderligere udvidelser, med Grækenland, Spanien og Portugal deltog også i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Den samme æra var også præget af en udvidelse af EØF's horisonter, idet 1985 Schengen-aftalen frigjorde grænsekontrollen mellem medlemsstaterne og 1986 Den Europæiske Enhedsløsning gør det samme for transeuropæisk frihandel. Da muren i Berlin faldt sammen med de kommunistiske regimer på hele kontinentet, syntes det sandsynligvis og viste sig profetisk, at mange af de tidligere socialistiske republikker også ville ønske at være en del af dette friere europæiske samfund selv. Dette skete snarere end senere for Østtyskland, som blev en del af EØF i kølvandet på sin geopolitiske genforening med sin vesttyske modstykke i 1990.

Maastricht-traktaten

Maastricht-traktaten blev underskrevet i Nederlandene i 1992 og blev effektiv det følgende år. Målet var at gå et skridt ud over EØF's tidligere sfære og skabe en virkelig integreret europæisk markedsplads. Det langvarige navn "Det Europæiske Fællesskab" blev også officielt, da udtrykket Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev mindre og mindre præcist, da Maastricht-traktaten yderligere pressede Det Europæiske Fællesskabs område til at nå længere og længere ud over økonomiens rige. Måske var en af ​​Maastricht-traktatens vigtigste resultater en oprettelse af euroen, en fælles valuta, som nu anvendes af 19 EU's medlemslande i stedet for deres egne nationale valutaer. Traktaten indeholder også detaljerede oplysninger om forvaltningen af ​​gæld og finanspolitikker inden for og mellem de deltagende EU-medlemslande.

Hurtig vækst af medlemskab

Efter Maastricht-traktaten tiltrådte flere og flere medlemmer, herunder en række tidligere kommuniststyrede nationer, Det Europæiske Fællesskab, hvilket er resultatet af den øgede liberalisering af politikker og standarder, der regulerer sådanne nye indgange. Østrig, Finland og Sverige deltog i starten af ​​1995, med en hidtil uset bølge af 10-supplerende deltagere, der følger i maj i 2004. Mere for nylig tilføjede Den Europæiske Union (i det væsentlige betegnelsen, der bruges til at beskrive det nuværende EU), Bulgarien og Rumænien i 2007 og Kroatien i 2013.

The Brexit: Det Forenede Kongerige forlader EU i juni af 2016

Siden britiske tilstedeværelse i Det Europæiske Fællesskab i 1973 har mange britiske borgere og lovgivere gjort gældende, om landets sted i EU var berettiget eller ej. På trods af de mange privilegier, som Det Forenede Kongerige har fået på grund af EU-medlemsstatus, har mange kritikere påpeget, at såkaldte medlemsafgifter efter deres mening har skadet den britiske økonomi, og de friere grænser har formindsket britisk national sikkerhed. Spørgsmålet mellem "Brexit" (der ønsker en britisk exit) og "Bremain" (der ønsker deres land at blive) kom i spidsen med en national folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle fortsætte som EU-medlem eller ej. I en stram stemme stemte 17.4 millioner britiske vælgere deres afstemninger for at forlade Den Europæiske Union uden for 16.1 millioner, der ønsker at blive. Afstemningen viste også klart regionforskelle i præferencerne, en engelsk og walisisk vælgere blev set langt mere tilbøjelige til at ønske at forlade EU, og skotske og nordlige irske ville sandsynligvis ønske at blive. Dette har endda givet anledning til en genopblussen af ​​nogle af de græde til en irsk genforening bortset fra Storbritannien og en anden folkeafstemning om skotsk selvstændighed, en foranstaltning, der var blevet stemt ned kun to år tidligere. Den britiske premierminister David Cameron annoncerede sin hensigt om at træde tilbage efter folkeafstemningens resultater.

Den Europæiske Union (EU) - Medlemmer, Institut og Historie