Hvad Er Den Internationale Kriminaldomstol?

Forfatter: | Sidst Opdateret:

Den Internationale Straffedomstol (ICC) er en permanent mellemstatslig international domstol, der begyndte at operere i 2002 og har sit hovedkontor i Haag i Holland. ICC er en sidste udvej for personer, der er anklaget for internationale forbrydelser som folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Denne domstol træder først i spil, når de nationale domstole er uvillige eller ikke har kapacitet til at retsforfølge de anklagede. FNs sikkerhedsråd eller stater kan også henvise sager til denne ret. Rom-statutten, en multilateral traktat, er ICC's grundlag og styrelsesdokument, og som mange lande har ratificeret og tæmmet.

Historie

Genèveforsamlingen mødtes i Rom i 1998 for at færdiggøre domstolens vedtægter. Den følgende måned stemte 120-lande for at vedtage Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, mens syv lande forkastede vedtægten, og 21-andre undlod at stemme. De mod loven var USA, Kina, Yemen, Irak, Israel, Libyen og Qatar. Rom-statutten blev operationel i juli 1, 2002, efterfulgt af et valg af atten dommere i 2013. I 2005 udstedte ICC de første arrestordrer.

Struktur

De 124 stater, der har ratificeret Rom-statutten, styrer ICC under navnet Parternes Parti (ASP). Forsamlingen har en formand og to næstformænd, der tjener på en treårig tidsbegrænsning, mens hver stat har en repræsentant og en stemme. Denne samling sidder en gang om året; den vælger retten embedsmænd, ændrer vedtægten og kontrollerer budgettet. ICC har fire organer: formandskabet, de retlige afdelinger, anklagemyndigheden og registret.

formandskab: Formandskabets organ har ansvaret for domstolens administration, og det omfatter præsidenten, to næstformænd og tre dommere (valgt af dommere til at deltage i formandskabet).

Domstolsafdeling: Denne afdeling har atten dommere af hele retten organiseret i tre kamre med ansvar for forretskammeret, prøvekammeret og appelkammeret. ASP vælger hver dommer for en fast periode på ni år. Dommere kommer fra statspartiets lande, og ingen dommere kan komme fra et land ad gangen.

Anklagemyndighedens kontor (OTP): OTP er et uafhængigt kontor, der udfører undersøgelser og retsforfølger sager. Med hovedadvokaten som hoved kan han eller hun have mere end en vicemyndighed. For OTP at åbne undersøgelser skal sagerne være blevet henvist af en statsparti, der er henvist af FNs Sikkerhedsråd eller godkendt af forretskammeret på grund af oplysninger fra uafhængige organer.

register: Registreringsdatabasen håndterer alle ikke-judicielle administrative aspekter af ICC. Inden for registerets docket er; retshjælp, domstolsforvaltning, ofre og vidnesbyrd, frihedsberøvelse blandt andre tjenester som indkøb, personale, oversættelse og bygningsstyring. Dommere i ICC vælger justitssekretæren at lede denne enhed for en fast periode på fem år.

Kompetence

For at ICC kan behandle en sag, skal forbrydelserne opfylde de normer, der er foreskrevet i Rom-statutten, som omfatter:

Folkedrab: Folkemord indebærer at skade, dræbe eller forhindre fødsler af en gruppe mennesker, herunder tvangsoverførsel af en gruppe børn.

Forbrydelser mod menneskeheden: udbredte eller systemiske angreb mod civile, herunder blandt andet mord, udvisning, voldtægt, tortur, apartheid, forfølgelse og seksuel slaveri.

Krigsforbrydelser: Internationale eller ikke-internationale krigsforbrydelser begået af statslige eller ikke-statslige aktører. Det drejer sig om tortur, forsætlig drab, biologiske eksperimenter, afvisning af retssag, at tage gidsler, ulovlig udvisning, og lemlæstelse blandt andre.

Aggressionens forbrydelser: ICC kan ikke håndtere forbrydelser mod aggression indtil en sådan tid, hvor retten vil definere sådanne forbrydelser. Men under FN's Generalforsamlings resolution 3314 omfatter disse forbrydelser militær besættelse, territoriumannonsering, bombardement mod et territorium og angreb på land, hav, luftstyrker eller marine- og luftflåder blandt mange andre.

Andre jurisdiktioner omfatter lovovertrædelser.

Kritik

Flere afrikanske stater og regionale organer anklagede retten for at være et neokolonialt redskab, der kun retter sig mod afrikanske ledere. AU, Kenya, Sydafrika og Sudan truede masseudtræk fra loven. Det amerikanske statsministerium hævdede engang, at dommerne og anklagerne ikke har tilstrækkelige checks og balancer, og forbyder derfor, med støtte fra den amerikanske servicemedlems beskyttelseslove, at USA aldrig samarbejder med retten. Desuden har retsforfølgning af ledere gjort diktatorer mindre tilbøjelige til at træde ned af frygt for anholdelse. Alligevel utilsigtet er det tilfældet med Sudans Omar Al-Bashir, og som trods forskellige kvartaler skyldes Kenyas Uhuru Kenyatta og William Ruto en stærk kampagne for at blive præsident og vicepræsident.