Hvad er en menneskelig ret?
En menneskerettighed er et moralsk krav, der er fastsat i loven, som stiller en vis pligt på staten. Sådanne opgaver omfatter: staternes beskyttelse, respekt, opfyldelse og fremme af disse rettigheder. Menneskerettigheder kan være på nationalt, regionalt eller internationalt plan. Internationale menneskerettigheder er infusion af menneskerettighedslove på internationalt plan.
Menneskerettigheder kan klassificeres i tre generationer. Den første generation kaldes blå rettigheder, som er rettigheder for enkeltpersoner mod staten som borgerlige og politiske rettigheder. Anden generation hedder røde rettigheder, som fremmer ligestilling mellem borgerne. Eksempler på røde rettigheder omfatter økonomiske og sociale rettigheder. Den tredje generation af rettigheder kaldes grønne rettigheder, som er grupperetlige rettigheder som retten til udvikling og retten til et rent miljø.
Menneskerettigheder i den moderne tidsalder
Internationale menneskerettigheder er en 21st århundrede koncept. Tidligere var ikke international ret taget imod individuelle rettigheder, da international ret blev betragtet som en lov, der kun vedrørte stater. Imidlertid blev rettigheder rettet mod piratkopiering og slaveri overvejet.
Oprettelsen af Folkeforbundet i 1919 var et vigtigt vendepunkt for menneskerettighederne. Det blev dannet efter første verdenskrig for at fremme fred. Nogle af de bemærkelsesværdige artikler, der har givet menneskerettigheder, er artikel 22 om samvittighedsfrihed og artikel 23 om ligebehandling. Det var dog en europæisk centreret institution og blev opløst i 1946.
Efter anden verdenskrig var der behov for at indføre et internationalt system til fremme af fred og menneskerettigheder. FN-pagten blev udråbt i 1945. Det blev det første retsgrundlag for internationale menneskerettigheder med relevante bestemmelser som artikel 1 (3) om fremme af menneskerettigheder, artikel 13 om anerkendelse af menneskerettigheder og blandt andet 55, 56, 62 og 68.
Charteret blev set at have mere af et politisk sprog end en juridisk. Dette nødvendiggjorde behovet for at indarbejde en lov om rettigheder. Dette blev gjort gennem oprettelsen af FN's Menneskerettighedskommission. Denne Kommission valgte at få regningen udviklet i form af en erklæring, som kunne udøve både moralsk og politisk indflydelse på stater.
Den Universelle Erklæring om Menneskerettigheder
I 1948 blev Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR) født. Det var ikke beregnet som et juridisk bindende dokument, men var beregnet til at være "en fælles standard for præstation for alle folkeslag". Det har 30 artikler, der dækker rettigheder som frihed, sikkerhed, lighed og meget mere.
I 1952 blev der besluttet at bygge på erklæringen ved at dele sine bestemmelser i to: civile og politiske rettigheder og økonomiske og kulturelle rettigheder. Dette så vedtagelsen af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR). Begge konventioner trådte i kraft i 1976.
UDHR, ICCPR og ICESCR er nu hvad der udgør den internationale lovbog og ud af dem, der er vedtaget et utal af traktater, der omhandler specifikke overtrædelser. Nogle specifikke traktater omfatter bl.a. CEDAW, CAT og CRC.
På trods af at UDHR ikke er juridisk bindende, har den hidtil haft sin betydning og symbolske styrke.
