Den britiske regerings udenrigsminister James Balfour skrev i november 2, 1917, et offentligt brev til Storbritanniens fremtrædende jødiske borger, Baron Lionel Walter Rothschild, der informerede ham om hans majestætts regerings støtte til oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina. Dette brev blev den berømte Balfour-erklæring ("Balfour's Promise" på arabisk) og var straks indflydelsesrig i efterkrigstiden, herunder "mandat" -systemet, som Versailles-traktaten skabte, og betroede Storbritannien til at være den palæstinensiske administrator, der arbejder for både arabisk og jødisk indbyggere. På tidspunktet for erklæringen var palæstina en osmannisk region, og jøderne var mindretallet. Balfour-erklæring, der er brugt som "nationalt hjem" i modsætning til "stat" i et forsøg forvirre international ret, der ikke har nogen henvisning til den tidligere. Desuden gav dette udtryk ikke et bestemt område eller en grænse, der er årsagen til de nuværende grænsetvister.
Baggrund
Baggrunden for denne erklæring har været genstand for kontroverser, da forskellige kilder ikke synes at være enige. Det første synspunkt er, at den britiske regering var majoristisk zionistisk, og de fleste af befolkningen sympatiserede med jøder, mens et andet synspunkt antyder, at Storbritannien ønskede en løsning på det "jødiske problem" ved at give dem palæstina. Der er imidlertid generelle punkter i aftaler, som den britiske regering var sympatisk overfor forfølgelsen af jøder i Europa; lobbyvirksomhed og forbindelser mellem britisk regering og det zionistiske samfund for at få støtte blandt jøder i USA og Rusland, som måske havde haft magt til at påvirke deres regeringer for at støtte krigen, måtte Storbritannien sidde med zionisterne; og styring af Palæstina ville betyde, at man holdt Egypten og Suezkanalen inden for Storbritanniens indflydelse.
I 1800'erne besatte separatistiske osmanniske guvernør Muhammad Ali i Egypten Syrien og Palæstina, mens Frankrig optrådte som en protektor for katolikker i området og Mellemøsten. På den anden side drejede Ruslands indflydelse i regionen sig om at beskytte den østlige ortodoksi. Derfor havde Storbritannien ingen indflydelsesfelt og støttede derfor med hjælp fra evangeliske kristne global overførsel af jøder tilbage til Palæstina. Fremkomsten af zionisme og udbruddet af Første Verdenskrig accelererede kun tilbagesendelse af jøder, som den osmanniske regering havde begrænset for længe. I november 9, 1914, fire dage efter at have erklæret krig mod det osmanniske imperium, begyndte det britiske kabinet at diskutere zionisme og annektering af Palæstina for at få jødisk støtte i krigen og efter. Desuden støttede Storbritannien Hussein bin Ali, Sharif of Mecca's oprør mod det osmanniske imperium til gengæld for en arabisk uafhængighed, der redder for bestemte regioner, der måtte have medtaget Palæstina. Med forandringen i Storbritanniens regering foretrak det nye kabinet partitioneringen af det osmanniske imperium efter at have vundet krigen. Dette zionistiske og britiske projekt modtog støtte fra store spillere, herunder paven, før udarbejdelsen af den korte erklæring.
Reaktion og konsekvenser
zionisterne
Denne erklæring galvaniserede zionisme over hele verden, da de distribuerede publikationen til mange lande.
Palæstina
Palæstinensiske muslimer og kristne, der udgjorde 90% af befolkningen, var imod erklæringen. De mente, at Europa overskrider sine grænser i beslutningen om et ikke-europæisk område, og som tilsidesatte forekomsten af beboerne på dette område.
Arabiske verden
Arabiske ledere, herunder Sharif i Mekka, så erklæringen som en britisk forræderi, fordi de havde krigstidsaftaler. Storbritannien havde tidligere lovet arabernes uafhængighed fra det osmanniske rige og havde også lovet Frankrig, at det meste af Palæstina ville være under international administration.
Virkningen af Balfour-erklæringen
Historikere mener, at erklæringen var forløberen for 1948-konflikten kendt som palæstinensisk Nakba, da Storbritannien trænede og væbnede zionistiske grupper, der udstødte omkring 750,000-palæstinensere fra deres hjemland. Denne erklæring skabte et befordrende miljø for det jødiske mindretal at opnå magt og skabe deres egen stat på bekostning af de indfødte. Storbritannien overførte palæstina til FN i 1947, da jøderne allerede havde en stærk hær og selvstyrende institutioner, mens palæstinensere ikke kunne have det samme. Denne situation banede vejen for den etniske udrensning af palæstinensere fra 1948. Balfour-erklæringen havde også utilsigtede konsekvenser som fremkomsten af en jødisk stat og den "oprindelige synd", som er konstant konflikt mellem Israel og den arabiske verden. Den "oprindelige syndes" forløber var inter-kommunale konflikter i Palæstina, da de to samfund ikke kunne opretholde den "dobbeltforpligtelse".
