Republikken Cypern blev uafhængig af Det Forenede Kongerige i august 16, 1960. Cyperns uafhængighed var fra begyndelsen et tornet problem på grund af dets etniske sammensætning, der omfatter tyrker og grækere. London- og Zürich-aftalerne udviklede en forfatning for et uafhængigt Cypern efter februar 19, 1959-aftalen mellem Det Forenede Kongerige, Tyrkiet og Grækenland. Ifølge aftalen ville Det Forenede Kongerige opretholde to suveræne baser i landet, mens de etniske grupper ville dele regeringernes positioner efter deres befolkning. Ved uafhængighed var denne ønation et komplekst politisk system på grund af den samlede befolkning, 77.1% var græskcyprioter, 18.2% var tyrkiskcyprioter og andre etniske grupper udgjorde 4.7%. Både Tyrkiet og Grækenland følte behovet for at mestere deres folks interesser i landet, selvom de havde garantistatus i aftalen.
Græsk og tyrkisk-cypriotiske vold
Denne ordning varede ikke, da begge sider følte sig forandret. Aftalen havde givet tyrkisk-cyprioterne et veto af 30% andel i regeringen. Græskcyprioterne mente, at denne andel var for meget, og at tyrkerne burde have haft 18.2% ligesom deres befolkning. De respektive etniske militser begyndte snart at mobilisere og træne, hver med den respektive støtte fra Grækenland og Tyrkiet. Græskcyprioterne, med støtte fra den cypriotiske præsident ærkebiskop Makarios III, udarbejdede en ny forfatning, som både Tyrkiet og tyrkiskcyprioterne afviste, fordi det syntes at favorisere græskcyprioterne. I december 21, 1963, dræbte et mistænkt græskcypriotisk politi to tyrkisk-cyprioter, der førte til en fuldskaleret inter kommunal vold, der forlod 364-tyrkisk-cyprioterne og 174-græskcyprioterne døde. Den efterfølgende vold forlod tæt på 30,000 tyrkiskcyprioter, der blev fordrevet, og de ophørte også med deres inddragelse i landets styreformer. I sidste ende var divisionerne så omfattende at FN sendte i fredsbevarende tropper. I 1964 truede Tyrkiet med at invadere Cypern, men USA herskede på hende, men ikke at Grækenland satte 10,000-tropper i standby i tilfælde af en tyrkisk invasion.
Coup d'état og tyrkisk invasion
I juli 15, 1974, græsk militær under ledelse af Dimitrios Ioannides udførte et kup på Cypern i et forsøg på at forene øen med fastlandet Grækenland. Kuppet udstødte præsident Makarios og installerede Nikos Sampson. I juli 20 samme år invaderede Tyrkiet Cypern med det formål at genoprette den forfatningsmæssige rækkefølge 1960. Selvom FN ikke var enig i denne beslutning, bombede Tyrkiet græske positioner og landede 30,00-tropper, mest uddannede. En aftale om våbenhvile kom tre dage senere, og både Sampson og Athen regimer faldt. En anden regering kom til magten og genoprettede grundloven af 1960; Men en anden bølge af tyrkisk invasion kom på August 14 og i løbet af ingen tid overtog de næsten 36% af Cypern. Mange græskcyprioter flyttede fra deres hjem og territorier, som tyrkisk-cyprioterne med glæde beskæftigede sig med. I sidste ende fordømte det internationale samfund Tyrkiet for invasionen, og USA udstedte en våbenembargo mod Tyrkiet for at bruge amerikansk leveret udstyr under invasionen.
Post Invasion and Division
I december 1974 vendte Makarios III tilbage til magten, men Tyrkiet fortsatte med at besætte den nordlige del af landet indtil 1983, da den tyrkisk-cypriotiske leder af den besatte region erklærede uafhængighed og dannelsen af den tyrkiske republik Northern Cyprus (TRNC). Hidtil anerkender kun Tyrkiet TRNC. I 2003 tillod TRNC grænsekrydsning mellem de to regioner for første gang. I 2004 udarbejdede den daværende FNs generalsekretær Kofi Annan en plan for at løse konflikten. I folkeafstemningen fulgte 66% af tyrkisk-cyprioterne planen, mens 74% af græskcyprioterne afviste Annan-planen. I alt stemte 66.7% af befolkningen mod planen.
