International Waters er et udtryk, der bruges til at referere til farvande, der ikke tilhører nogen nation. Internationale farvande dannes, når en vandkrop overskrider de internationale grænser, og giver dermed ingen overlegenhed til nogen stats territorial grænse. De vandområder, der almindeligvis overskrider statsgrænser, er søer, floder, flodmundinger, vådområder og akviferer. Oceaner, regionale haver og de store marine økosystemer overskrider ofte internationale grænser. Den fælles betegnelse for begge forekomster er "Terra nullius" (Latin for ingenmandsland), hvilket betyder at land / farvande tilhører ingen. Da ingen lande eller stater kan kontrollere farvandet, har hver af dem ureguleret frihed til at deltage i vandrelaterede aktiviteter som fiskeri, etablering af infrastrukturer som kabler og rørledninger og forskning blandt andre aktiviteter. Internationale farvande er også kendt som åbent hav. Udtrykket er mønstret fra den latinske navnehare Liberum oversat som åbent hav.
Konvention om internationale farvande
Etablering af åbent hav blev indført ved konventionen på Højhavet i 1958 og omfatter 63 underskrivere. Begrebet højhavet betyder to ting: 1) Ingen stat kan lovligt pålægge sin regel på nogen del af vandet og 2). Alle dele af havet uden for en territorial grænse er et højt hav. Konventionen om det åbne hav er baseret på De Forenede Nationers havretskonvention. Konventionen indførte økonomiske zoner 200 sømil fra basislinjen af kyststrendene ind i vandkroppen. Alle former for vandaktiviteter i de eksklusive økonomiske zoner er under de tilstødende nationers suverænitet og omfatter naturressourcerne på havbunden.
Tvister om internationale farvande
Der er truende konflikter over territoriale status for nogle af verdens vandområder.
Det arktiske hav
Polarvandkroppen er trukket mellem EU-medlemmer og fire andre nationer, som f.eks. Canada, Danmark, Rusland og Norge. Mens fire overvejer visse dele af vandkroppen som indre farvande, hævder EU, at arktikken helt og holdent er et internationalt vandorgan.
Sydkinesiske Hav
Lande som Indien, Japan, USA og Folkerepublikken Kina betragter Sydkinesiske Hav som en international vandkrop. De afviser også ethvert synspunkt, der hævder, at de nationer, der påtog sig fiskeri i disse farvande under FN's tredje konference om havret, bør dele de ressourcer, der tilhører territorialfarvande, i dette tilfælde Kina. Andre omstridte vandområder er Japans øen Okinotorishima og Det sydlige Ocean i Australien. Territorial farvande, der mangler formel regulering, fører til kriminalitet, ulovlige aktiviteter og dumping inden for disse farvande. Et bemærkelsesværdigt eksempel er Somalias del af Det Indiske Ocean. Piratkopiering og anden kriminel aktivitet i det åbne hav kan håndteres af en hvilken som helst nation som fastsat i reglerne om universel jurisdiktion. Kriminalitet inden for de eksklusive økonomiske zoner / territorialfarvande / indre farvande kan dog reguleres af deres respektive ejere.
Samarbejde
Gennem århundrederne har vand været en betydelig kilde til konflikt blandt de tilstødende nationer. Nylig forskning viser imidlertid, at forsvarlig forvaltning af vandområder er en kilde til samarbejde mellem nabolandene. Et sådant samarbejde katalyserer et større socioøkonomisk samarbejde, som potentielt kan føre til vækst og udvikling af medlemslande.
